Solooboist i Det kongelige Kapel og medlem af Den Danske Blæseroktet, Henrik Goldschmidt, medvirker som instruktør og musiker i et samarbejde mellem Randers Kammerorkester og Det Jyske Musikkonservatorium.
Programmet indeholder Mozarts Serenade nr. 12, hvor Mozart med otte blæsere udfolder en næsten fuldendt symfonisk form, og den tjekkiske Franz Krommers Oktet-Partita, der med lys og let elegance lægger op til et levende og virtuost sammenspil.
Under ledelse af David Riddell byder messingblæserne fra Det Jyske Musikkonservatorium desuden på Musorgskijs Udstillingsbilleder, der med russisk lidenskab og temperament maler et musikalsk billede af bl.a. den store port ind til Kiev og det gamle middelalderlige slot.