Händels orgelkoncerter nr. 13-16 er nu udgivet på en ny cd indspillet af orgelprofessor Ulrik Spang-Hanssen og Randers Kammerorkester under ledelse af David Riddell. CD'en ligger i forlængelse af et samarbejde om en tidligere cd fra 2007 med Händels orgelkoncerter op. 7, der på forlaget Classico blev kåret som "årets udgivelse".
CDKlassisk står for den nye udgivelsen i samarbejde med Det jyske Musikkonservatorium og Randers Kammerorkester. På cd'en finder man orgelkoncerterne nr. 13-16 samt en Sonata for orgel og orkester.
Orgelkoncerterne
I modsætning til Bachs magtfulde orgelværker, der skulle fylde et stort kirkerum, brugte Händel sine orgelkoncerter i pauserne, når han opførte sine store oratorier. Koncerterne har derfor en lettere karakter og et meget imødekommende udtryk, der dog kræver en solist med stort teknisk og virtuost overskud.
Blandt Händels i alt 16 orgelkoncerter har nr. 13 tilnavnet "Gøgen og nattergalen" på grund af værkets elegante imitation af de to fuglearters sang.
Ulrik Spang-Hanssen
Ulrik Spang-Hanssen er professor i orgelspil ved Det Jyske Musikkonservatorium og samtidig aktiv jazzmusiker. Han er uddannet hos tidligere domorganist ved Aarhus Domkirke, Anders Riber, og har desuden studeret i Paris og Amsterdam.
Siden debuten som solist i 1981 har Ulrik Spang-Hanssen spillet utallige koncerter i hele Europa og i USA både som solist og akkompagnatør, og han har indspillet mere end 45 cd'er i eget navn.
Samlede værker
Blandt Spang-Hanssens mange cd'er er Buxtehudes, Hartmanns, Mendelssohns og Carl Nielsens samlede værker for orgel, og foruden den aktuelle indspilning af Händels orgelkoncerter nr. 13-16 planlægger Spang-Hanssen en udgivelse af alle Liszts orgelværker.
Jazzorganist
Som jazzorganist er Ulrik Spang-Hanssen bl.a. aktiv i kvartetten Absolute Organ, West 58th Street stompers og Helle Hansens gospelkvartet, mens han som klassisk musiker bl.a. danner par med violinisten Kim Sjøgren, blokfløjtenisten Leif Ramsløv Svendsen og basunisten Niels-Ole Bo Johansen.
CD'en kan købes i Værkets billetsalg eller ved henvendelse med mail til Randers Kammerorkester.
Pris kr. 99,-
For medlemmer af Randers Philharmoniske Selskab kr. 75,-